29-11-2023
Overnatning i naturen er et sansebombardement
Elever øver sig med deres lærer i udeliv på Fonden Ørting. Selvom naturen kan virke utryg, kan man vænne sig til det
For unge med autisme kan naturen virke voldsom med sine uvante lyde, lugte og fremmede omgivelser. Alligevel tager Mikkel Munk jævnligt sine elever med ud i skoven.
Han underviser i faget Outdoor på Fonden Ørtings skole og STU, hvor eleverne øver sig i at være ude i alt slags vejr. Resultatet er, at de langsomt forbereder sig til at tage på en længere vandretur med oppakning og telt for at slutte af med at sove under åben himmel.
Dette efterår gik turen til Himmelbjerget for fem unge, deres lærer og hunden Bacon.
Tillid til den voksne
”Der er et stort relationsarbejde, som skal være på plads, før vi kan tage på tur med overnatning i det fri”, fortæller Mikkel Munk, der er friluftslærer og friluftsvejleder.
Tillid og træning er nøgleord. De unge har gået på Outdoor-holdet igennem længere tid, hvor de er udenfor med deres lærer i de skemalagte timer. Derfor er de godt forberedte på, at de af og til kan føle sig pressede af de aktiviteter, der er planlagt.
Den vilde natur
”Jeg skubber dem nogle gange til kanten af deres comfort-zone, så de oplever en form for usikkerhed. Sådan er det også med naturen. Den er uforudsigelig”, siger Mikkel Munk og remser op af elementernes forskellige udtryk:
Måske bliver det regnvejr, selvom vejrudsigten har lovet det modsatte. Der kan være mudret, så der kommer jord på skoene eller der er insekter, som svirrer i luften og kommer for tæt på.
Pointen er, at det reagerer vi alle sammen forskelligt på. Men for en elevgruppe med autisme kræver det uforudsigelige ekstra forberedelse, for de unge trives bedst med velkendte strukturer og faste rutiner.
På Outdoor-holdet er det anderledes. For her ved de ikke præcist, hvad der skal ske.
”Det uforudsigelige giver af og til eleverne nogle udfordringer. Men det er 99 procent sjovt”, siger Mikkel Munk.
Fælles ansvar
Når undervisninger rykker ud af skolen, får alle et medansvar for den fælles tur. Alle elever bærer deres eget udstyr med telt, liggeunderlag og sovepose. De sover i hver sit telt, for på den måde er det som om, at de har flyttet deres værelse med ud i naturen.
Mikkel har også sin hund med. Den hedder Bacon og er altid med til undervisningen på Outdoorholdet.
”Min hund giver de unge en særlig tryghed. Når de viser omsorg for Bacon med klap og kærtegn, gør de også noget godt for sig selv,” forklarer han.
Der skal være en udvej
Vandreturen på Himmelbjerget er 11 km, så da de når teltpladsen, er det med trætte ben. Her melder én elev fra til overnatning, og der bliver arrangeret afhentning af en bagvagt på skolen.
Der er altid en udvej, og det ved de unge. På den måde kan alle få en god oplevelse, så længe de magter det.
Søbad
På lejrpladsen er der faste rutiner. Alle skal have rejst deres telt, så sovepladsen er klar. Men der skal også samles brænde til bål og madlavning.
Herefter kommer alt planlægning til kort. For det er ikke til at forudsige, om de unge har energi til mere, om der skal hviles ud eller laves mad i en fart. På denne tur var humøret højt, og efter aftensmaden var alle ude at bade i solnedgangen. En flot og sanselig afslutning på en smuk sensommerdag.
Om natten er der stille i lejren. Mikkels telt er placeret i midten, så alle kan kalde på ham, hvis der er brug for det. Og hunden Bacon trasker rundt mellem teltene, hvis der er lyd eller nogen, der vender sig tungt.
De store oplevelser
Næste morgen pakker de sammen og bliver hentet i bil.
Stemningen er høj hele vejen hjem, og alle har masser at fortælle. Om vandreturen, aftenbadet, fisk der springer i vandoverfladen og rovfugle på himlen. Mikkel Munk fortæller selv med stor indlevelse. Selvom han er en erfaren naturmand, så bliver han også ramt:
”De unges begejstring for naturens oplevelser genvækker min egen glæde for udelivet.”
Læs mere
Gå dig glad. Naturen vækker alle vores sanser og booster hjernen med en lykkefølelse. Læs artikel om valgfaget Hiking, hvor elever og lærere har skemalagte gåture i naturen