09-08-2023

Indvielse af specialskole, STU og kursuscenter i Odder

Autismevenlige rammer og pædagogisk støtte hjælper børn og unge med autisme tilbage i skolen

Efter næsten et helt års istandsættelse holder Fonden Ørting officiel indvielse af specialskole, STU og kursuscenter i Odder. Det foregår den 25. august 2023 kl. 14-17, hvor borgmester Lone Jakobi klipper den røde snor sammen med unge fra skolens elevråd.

Skolen på Ørting er målrettet børn og unge med autisme. Det er et lille og trygt skoletilbud for børn i 5.-11. klasse, hvor undervisningen foregår på små hold med 3-8 elever.

I skolen går der døgnelever, der bor på Fonden Ørtings opholdssted, og så er der dagelever, som er børn og unge, der bor hjemme hos deres forældre, mens de går i skole på Ørting.

Et individuelt skoletilbud

På specialskolen bliver eleverne undervist i alle folkeskolens fag, men der tages hensyn til den enkeltes støttebehov, og alle elever har deres eget skema. Det betyder, at hver elev får et skoletilbud, der passer til den enkeltes interesser, faglighed og formåen.

”I skolen arbejder vi med det hele menneske, og vi hjælper den unge til at blive dygtig på alle planer både fagligt og personligt,” fortæller Sinnet Stork Sørensen, der er skoleleder på Fonden Ørting. Hun fortsætter:

”Mange af vores elever har en svær skolehistorie bag sig. Derfor gør vi os umage med at give den unge et individuelt tilbud med den støtte, der er nødvendig. Resultatet er, at selv elever med svær skolevægring kan begynde at gå i skole igen,” forklarer Sinnet Stork Sørensen.

Autismevenlig indretning

Det er den gamle Margrethelyst Friskole i Falling syd for Odder, der er blevet omdannet til en moderne og autismevenlig specialskole.

Skolen er indrettet med små undervisningslokaler og særlige møbler, der er designet til at skabe trygge afgrænsninger i rum og lydniveau. Store lamper i filt har en lyddæmpende funktion, samtidig med at de via lyset skaber mindre rum i rummet. Men også kassemøbler og øreklapstole skærmer brugeren i skolens levende miljø.

For de elever, der gerne vil undgå hovedindgangen og de store fællesarealer, er der flere stier udenfor, der leder hen til indgange tæt på undervisningslokalerne.

Elever viser rundt

Med den officielle indvielse er Fonden Ørting nu klar til at åbne dørene for gæster udefra.

Det har man ellers været tilbageholdende med af hensyn til skolens elever, der allerede har taget de nye lokaler i brug.

”De unge har altid førsteprioritet hos os. Derfor har vi først og fremmest sørget for at give alle vores elever en god og tryg skolestart i det tempo, de har haft brug for,” fortæller Jacob Thiesen, forstander på Fonden Ørting.

Til indvielsen vil både han og Sinnet Stork Sørensen, medarbejdere og nogle af eleverne være værter med rundvisninger og arbejdende værksteder.

Ud over skole og STU rummer de nyrenoverede bygninger også et kursuscenter, hvor Fonden Ørting tilbyder foredrag og kurser inden for autismeområdet til de ældste elever samt pårørende og fagprofessionelle.

Fakta om Fonden Ørting

Fonden Ørting er et socialpædagogisk opholdssted for børn og unge med autisme. Institutionen har egen specialskole, STU og et udviklingsforløb med fokus på uddannelse og beskæftigelse.

I alt er omkring 50 børn og unge tilknyttet Fonden Ørting. Halvdelen bor på opholdsstedet, fem bor i et botilbud for unge over 18 år, og de øvrige er i dagtilbud – dvs. de bor hjemme hos deres forældre, mens de går i skole og STU.

Institutionen tilbyder også kurser, familierådgivning og rådgivning til fagprofessionelle.

Fonden Ørting er en selvejende institution, der er oprettet som fond i 2010 med hjemsted i Odder Kommune. I alt har institutionen tre afdelinger i og omkring Odder.

  • Fonden Ørting: Bilsbækvej
    Opholdssted for børn og unge i alderen 14 – 25 år
  • Fonden Ørting: Persievej
    Skole for dagelever i 5. – 11. klasse
    Skole for døgnelever i 7. – 11. klasse
    STU og udviklingsforløb
    Kurser og rådgivning
  • Fonden Ørting: Stenslund
    Botilbud for unge over 18 år med pædagogisk støtte
Flag ved hovedindgangen til Fonden Ørting, der har egen specialskole og STU for børn og unge med autisme

Pressemeddelelse

Du kan hente pressemeddelelse om indvielse af specialskole, STU og kursuscenter her (pdf)

Kontakt

Jacob Thiesen
Forstander
Telefon: 20 93 63 89
(ferie i uge 32 og 33)

Sinnet Stork Sørensen
Skoleleder og viceforstander
Telefon: 22 87 15 43