05-03-2024
Ungerådet er god læring i beboerdemokrati
På Fonden Ørting får de unge nye muligheder for indflydelse og medansvar
Et nyt Ungeråd skal give beboerne på Fonden Ørting mere indflydelse på beslutninger, der påvirker dem og deres hverdag. Her får de mulighed for at debattere og forme det fællesskab, de er en del af på opholdsstedet.
”De unge får en stemme over for personalet og ledelsen, hvor de kan fortælle om deres ønsker og behov – eller hvis der er noget, de gerne vil være med til at ændre på” fortæller Jes Jørgensen, der er pædagogisk medarbejder og den ene af to ungerådskoordinatorer på Fonden Ørting.
Flere aktiviteter
Selve idéen med Ungerådet kommer fra personalet i forbindelse med den nye lovgivning, vi har fået med Barnets Lov, som blandt andet styrker børns rettigheder på en række områder. De unge på Fonden Ørting har taget godt imod initiativet. Faktisk syntes flere, at det var på tide 😊
På det første møde var de unge især optaget af at få flere aktiviteter planlagt i weekenderne.
”De havde mange gode forslag til ting, vi kan lave sammen, og som ikke koster en masse penge, fx en tur i skoven eller i biografen,” siger Jes Jørgensen og fortsætter:
”Vi har også planer om at spørge de unge om forslag til indretning af deres fællesrum og måske spisestuen og indgangspartiet. Det vil være en gevinst at høre, hvad de kunne tænke sig.”
Alle skal inddrages
Som deltager i Ungerådet skal man på demokratisk vis repræsentere alle unge på adressen. Men som opholdssted for unge med autisme er det forskelligt, hvor meget de unge kommunikerer med hinanden. Nogle er mere indadvendte eller opholder sig mere på deres værelse.
For at sikre at alle kan blive hørt, lavede Ungerådet derfor en gruppe på Discord, der er et program til onlinechat, som de unge kender og bruger i forvejen. Desuden aftalte de på mødet at hænge en postkasse op på gangen, så man også har mulighed for helt anonymt at stille forslag eller spørgsmål til Ungerådet.
Et nyt fællesskab
Udover at skabe dialog om opholdsstedet, så er Ungerådet også en god indføring i beboerdemokrati. På møderne får de unge trænet deres sociale færdigheder. De lærer at samarbejde, dele idéer og støtte hinanden. De øver sig i at tage ordet og gå i dialog.
Desuden kan de unge i rådet opleve et helt nyt fællesskab, der knytter dem sammen, og det har stor værdi.
Mange af de unge på Fonden Ørting kommer fra en isoleret tilværelse, hvor de har savnet sociale relationer og venskaber med jævnaldrende. I det lys kan Ungerådet være en fællesskabsskabende aktivitet på linje med andre pædagogiske indsatser. Men det særlige er her, at rådet er et tilvalg, fordi de unge selv har meldt sig.
Dannelse og medansvar
”Jeg tror, det er meget værdifuldt at opleve, at ens stemme tæller. Og vi bærer de unges synspunkter videre til personalegruppen og ledelsen, så vi som opholdssted kan handle på de unges ønsker, og de kan se, at der bliver lyttet,” fortæller Jes Jørgensen.
Som ungerådskoordinator har han allerede imødekommet de unges første ønske, nemlig at Ungerådet skal mødes oftere med et månedligt møde i stedet for som foreslået hver anden måned. På den måde håber deltagerne, at der kan der komme mere energi i arbejdet med hurtigere svar og handlinger.
”Der er et stort dannelsesperspektiv i at engagere sig og aktivt tage et medansvar for de rammer, man bor i,” siger Jes Jørgensen og afslutter:
”Grundlæggende er det jo en af vores vigtigste opgave her på Fonden Ørting, at vi støtter de unge i mere selvstændighed.”
Pædagogisk medarbejder Jes Jørgensen er den ene af to ungerådskoordinatorer på Fonden Ørting.
Læs mere
Vi har også etableret et elevråd på vores specialskole.
Læs her om elevrådet på Fonden Ørtings skole