31-10-2022

Ny afdelingsleder for botilbuddene

Med Charlotte Ankerstjerne som ny afdelingsleder får Fonden Ørting en erfaren og kompetent leder og fagperson

Vi glæder os over at fortælle, at vi har ansat Charlotte Ankerstjerne som ny afdelingsleder for Opholdsstedet Ørting og Botilbuddet Jeppelund.

Charlotte er 54 år og har en grunduddannelse som pædagog. Hun har gennem hele sin karriere beskæftiget sig med både unge og voksne med udviklingsforstyrrelser og i særlig grad med autisme.

På Fonden Ørting får hun ansvaret for vores samlede botilbud for 32 unge med autisme samt det pædagogiske personale, der står for det daglige arbejde.

Bred erfaring

Charlotte har en mastergrad i positiv psykologi. Desuden er hun ved at færdiggøre sin lederuddannelse på diplomniveau og har flere certificeringer med i sin bagage. Blandt andet er hun certificeret instruktør i ”LA2” og ”Studio lll”.

Charlotte finder også tid til at være underviser på VIA University College, hvor hun er ekstern underviser i blandt andet autisme, ADHD og stress.

I de seneste år har Charlotte via sin ansættelse på Læringscenter Bregninge arbejdet som VISO-rådgiver, supervisor og konsulent/vejleder for forældre til børn med autisme.

Seneste kommer Charlotte fra en stilling som afdelingsleder for to store bofællesskaber i Aarhus Kommune på handicapområdet. Her har Charlotte haft personaleledelse og faglig ledelse af både den sundhedsfaglige og specialpædagogiske indsats. Desuden har hun
arbejdet målrettet med at udvikle det bedst mulige samarbejde med pårørende.

”Det er en meget erfaren og yderst kompetent leder og fagperson, som vi på Ørting har formået at tiltrække”, siger vores forstander Jacob Thiesen.

Plads til begejstring

Jacob fortæller desuden, at Charlotte er en leder og et menneske med fokus på den enkelte unge og på, at livet skal være sjovt og udfordrende.

Af samme grund er Charlotte også dybt involveret i både Smukfest og Sølund Musik-Festival, hvor hun er formand for booking af brugerbands – og hun er kendt for, at hun på sine tilbud laver masser af fest og sjov.

Vi glæder os til at byde Charlotte velkommen den 1. december 2022.

Charlotte Ankerstjerne er ansat som ny afdelingsleder for botilbuddene på Fonden Ørting