21-12-2022

Vi glæder os i denne tid…

December er en måned fuld af traditioner, fællesskab og hjemlig hygge

På Fonden Ørting er julen en ganske særlig tid, hvor der bliver hygget lidt ekstra.
Som opholdssted er vi også et hjem for de unge, der bor hos os. Derfor gør vi meget ud af, at julen fylder på en hjemlig måde.

Allerede fra den 1. december er måneden fuld af gøremål. Vi pynter op med juletræer, julelys og stjerner. Der bliver klippet og klistret. Om aftenen ser vi julekalender i tv-stuen. Der er udflugter til lokale julemarkeder.

Vi synes, det er værdifuldt og vigtigt at skabe en fælles forståelse i huset af jul og traditioner. Det giver en hyggelig genkendelighed. Og vi mærker, at de unge nyder julerierne.

Værksteder, Lucia og julefrokost

I skolen bliver der arbejdet ihærdigt i juleværksteder i sløjd, billedkunst, keramik og it. Her bliver produceret og 3D-printet gaver til familien.

Hvert år har vi en juletur til Den gamle By, en fælles biograftur og en hel dag afsat til småkagebagning. Luciadag trak lærerne i hvidt og gik optog gennem skolen med sang og lys til stor glæde for alle.

Sidste skoledag står på stor julefrokost. Denne dag er frokosten specielt tilberedt af de unge selv og personalet i fællesskab. Det giver stolthed, og så er det sjovt at gå i køkkenet sammen om et fælles måltid.

Café for alle unge og familier

Julecaféen er vores fælles arrangement for de unge og deres familier. Her mødes vi til frokost og fællessang. Med omkring 100 deltagere er det et arrangement, der er godt besøgt.

I år holdt vi for første gang julecaféen på vores nyrenoverede skole på Persievej. Den store aula egner sig rigtig godt til større arrangementer, og med et flygel som fast inventar er det nemt at få julesangen til at fylde.

Personale og elever viste rundt på skolen og præsenterede de mange udstillinger af elevproduktioner, der var stillet op i dagens anledning.

Drillenisser på spil

Men ingen jul uden drillenisser. Også i år har vi haft besøg af nissen, der blandt andet har pyntet vores juletræ (igen) med et skelet og julestads.

Glædelig jul fra os på Ørting