25-01-2024

En skole fuld af Autismepiloter

Hele personalegruppen på Fonden Ørtings specialskole og STU er netop blevet færdige med en længere efteruddannelse inden for autismeområdet

Alle vores lærere og skolepædagoger blev fejret forleden med champagne og eksamenspapirer.

Siden marts 2023 har de været på efteruddannelse sideløbende med deres daglige arbejde. Nu knap et år senere kan de hver især kalde sig for Autismepilot.

Fælles fagsprog

”Uddannelsen har givet os et fælles sprog med faglige metoder og begreber, som vi kan bruge i hverdagens arbejde. Det betyder, at alle medarbejdere ved præcist, hvad vi taler om. Der er færre syn’sninger og en bedre forståelse af, hvad der kan være på færde hos en ung”, fortæller forstander og skoleleder Sinnet Stork Sørensen.

Netop derfor har de unge på Fonden Ørting også været involveret undervejs i uddannelsen af det personale, de samarbejder med til hverdag. Eleverne har været gæster i undervisningen, hvor de har svaret på spørgsmål, og nogle er blevet interviewet i forbindelse med projektarbejde.

”Vi har fået en anden systematik, hvor vi spørger de unge mere grundigt og nysgerrigt. Jeg tror, eleverne fremover vil mærke et stærkere fokus, hvor vi går tæt på, fordi vi gør os meget umage med at prøve at forstå, hvordan de oplever verden.”

Sammenhæng mellem skole og ophold

På uddannelsen deltog også flere pædagoger fra Fonden Ørtings opholdssted.

Ud over at det internt styrker samarbejdet mellem personalegrupper, så er det også helt afgørende for Fonden Ørtings døgnelever, at de oplever en stærk sammenhæng mellem deres botilbud og skolen.

”Én af vores fornemmeste opgaver at støtte de unge i at blive mere uddannelsesparate. Det gælder både vores døgnelever, som bor hos os, og de dagelever, der bor hjemme hos deres forældre, mens de går i skole hos os”, forklarer Sinnet Stork Sørensen.

Kæmpe indsats

”Jeg er så stolt af vores medarbejdere. De er gået all in på uddannelsen med entusiasme og nysgerrighed. Og så har de knoklet med forberedelse og opgaver for at få det størst mulige udbytte”, fortæller forstander og skolelederen.

Hun pointerer, at det var tydeligt i undervisningen, at både lærere, skolepædagoger og pædagoger allerede havde stor viden om og forståelse af autisme:

”Det er en kæmpe gevinst for os, at vi på Autismepiloten fik sat vores eksisterende viden i spil med hinanden og udefrakommende eksperter. Samtidig har vi lært meget nyt ved at få præsenteret nyeste viden om autismeområdet med teori og praksisnære arbejdsmetoder.”

Take off

Autismepilot-uddannelsen er udbudt af Specialområde Autisme, der er Region Midtjyllands specialiserede tilbud til børn, unge og voksne med autisme.

Stor tak til Mette Burgaard Madsen og hendes medundervisere for inspirerende undervisning.

Og hurra for vores dygtige personale. De er flyvende!

Eksamensbevis fra uddannelsen til autismepilot, som personalet på Fonden Ørting har gennemført i forbindelse med deres arbejde på specialskole, STU og opholdsted for unge med autisme

Autismepilot Børn & Unge er en uddannelse, der er målrettet fagprofessionelle, der samarbejder med autistiske børn & unge. Uddannelsen er udbudt af Specialområde Autisme.

Læs mere om autismepilot

 

Fonden Ørting

Læs mere om vores specialskole og STU for børn og unge med autisme