20-08-2024

Baristaer på arbejde

Elever laver barista-kaffe til lokal virksomhed

Så er der serveret!

I dag er der præmiere på Fonden Ørtings nye barista-kaffemaskine. Elever fra vores STU serverer en lækker kaffemenu med Café Latte, Cappuccino og Flat White til et Åbent Hus-arrangement hos Staermose Industry i Odder.

Staermose har nemlig sponsoreret vores indkøb af en topprofessionel kaffe- og espressomaskine.

Læring til sanserne

Den nye maskine skal bruges i valgfaget barista på vores specialskole for børn og unge med autisme.

Det er et fag, hvor man får stimuleret sine sanser ved at riste kaffebønner, brygge kaffe og smage efter kaffens mange smagsnuancer.

Håndelag

Barista er et håndværk, og undervisningen handler om hele arbejdsprocessen fra kaffebønne som råmateriale til den færdige og velduftende kaffe, der er signeret med et smukt mønster i mælkeskum.

Det giver både glæde og stolthed. Men også et særligt fællesskab i læringsrummet, der handler om samarbejde for at få et godt resultat.

Introduktion til servicefaget

Undervisning i barista handler om kreativitet, mad og håndværk.

Men det giver også vores unge mulighed for at snuse til servicefaget på en ny og lærerig måde, der kan inspirere dem til fritidsjob eller videre uddannelse efter grundskolen, fx på STU, FGU eller en erhvervsuddannelse.

Faglig og social træning

En særlig gevinst ved barista-faget er, at det egner sig godt som en øvebane i det lidt større fællesskab.

På Fonden Ørting har vi årlige arrangementer for elever og deres familier samt venner af huset. Her er vores barista-kaffebar en god mulighed for at træne sociale færdigheder i en tryg ramme.

Der er meget læring i at kunne tage imod en bestilling, udføre ordren og servere for folk, du ikke kender. 

Flot donation

Med en donation fra Staermose Industry A/S har vi købt en professionel kaffe- og espressomaskine til vores valgfag i barista. For vores specialskole betyder det, at barista nu kan blive en fast del af vores fagtilbud, og det er der mange elever, der kan få glæde af.

Tusind tak til John Stærmose og Staermose Industry A/S for deres flotte donation.

Du kan læse mere om Staermose Industry her