31. august 2021

Erfaren Aarhus-chef bliver ny forstander på Fonden Ørting

Et tættere samarbejde om unge med autisme og udvikling af nye aktiviteter venter på forstander Jacob Thiesen

Det er med stor glæde, at bestyrelsesformand Per Ruby i dag offentliggør navnet på Fonden Ørtings kommende forstander. Valget er faldet på Jacob Thiesen, der kommer fra en stilling som centerchef på Borgercenter Syd i Driftsområdet Voksne, Job og Handicap i Aarhus Kommune.

Jacob Thiesen skal dermed stå i spidsen for den selvejende institution Fonden Ørting, der er et botilbud og en skole for omkring 50 børn og unge med autisme.

Fonden Ørting står over for en række udvidelser af sine aktiviteter, og det er dem, som 54-årige Jacob Thiesen skal være med til at føre ud i livet. Blandt andet forbereder institutionen åbning af en helt ny afdeling med skole og særligt tilrettelagt uddannelse, ligesom der er planer om at etablere et nyt tilbud med kurser og faglig rådgivning inden for autismeområdet.

Stærk profil

Jacob Thiesen er selv uddannet pædagog fra Peter Sabroe-seminariet i Aarhus. De seneste knap 20 år har han været leder på dels selvejende tilbud og dels kommunale tilbud i og omkring Aarhus Kommune.

Det er derfor en ny forstander med lang ledelseserfaring og indgående kendskab til specialområdet, som den 1. oktober 2021 tiltræder i Ørting. Jacob Thiesen afløser Jørn Bisgaard, der for 10 år siden etablerede Fonden Ørting og som denne sommer er gået på pension.

” Vi er meget glade for, at Jacob Thiesen har lyst til at komme tilbage til et arbejde tættere på de unge,” siger Per Ruby og fortsætter:

”Vi har haft et stærkt ansøgerfelt, og vi har valgt Jacob Thiesen på grund af hans store erfaring inden for personaleledelse, hans netværk og hans viden om specialområdet.”

Institution og forstander med ambitioner

Jacob Thiesen fortæller, at hans hjerte banker for de selvejende tilbud og dét potentiale, der ligger i disse organisationer.

”Jeg har et ønske om at komme tilbage til ledelse, der er tættere på de mennesker, vi samarbejder med og leverer ydelser til. Jeg vil gerne tættere på de unge. Jeg vil gerne tættere på medarbejderne og de ledere, jeg skal samarbejde med,” siger han og tilføjer:

”Fonden Ørting har tydeligvis ambitioner om at være et markant tilbud på den nationale scene. Det er relativt nemt at formulere, men svært at udleve. Det kræver en indsats, som jeg har erfaring med fra både min stilling som centerchef og mine tidligere ansættelser.”

Privat bor Jacob Thiesen i en forstad til Aarhus sammen med sin hustru. Han har to voksne sønner fra et tidligere ægteskab og et lille barnebarn.

Yderligere oplysninger fås hos:

Per Ruby, bestyrelsesformand, Fonden Ørting
Telefon: 29 10 59 90

Fakta om Fonden Ørting:

Fonden Ørting er en døgninstitution og et dagtilbud for knap 50 børn og unge mellem 14 og 25 år. Målgruppen er unge med autisme, der har et funktionsniveau tæt på det normale.

Fonden Ørting tilbyder blandt andet:

  • Døgnophold
  • Intern skole for 5.-11. klasse
  • Særlig Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU)
  • Virksomhedsrettede afklaringsforløb
  • Udslusningslejligheder for unge over 18 år

Der er ca. 40 ansatte på Fonden Ørting, og medarbejderstaben består af pædagoger, lærere, afdelingsledere, en socialrådgiver og praktisk personale.

Fonden Ørting ligger i den lille by Ørting 4,5 km fra Odder.

Sommerfest

Hyggelig tradition med de unge, deres familier og hele personalet

+45 26 64 66 00

Bilsbækvej 11, 8300 Odder

Sommerfest

Hyggelig tradition med de unge, deres familier og hele personalet

+45 26 64 66 00

Bilsbækvej 11, 8300 Odder