Forældre historie

Stedet over dem alle.

Vores historie.

Siden mit barn var lille har jeg vidst at han var lidt anderledes.
Først ville han ikke se på os og der var mistanke om at han var blind. Dette blev hurtigt afkræftet.
Han var stille som lille lige til han skulle sove. I næsten 3 år skreg han sig selv i søvn hver aften. Alt blev prøvet men intet havde effekt.
I 3 års alderen fortalte han mig at han kunne læse.
De næste mange år gik med at stimulere ham med alt fra bogstaver, til bøger, til film på både dansk og engelsk. Da han startede i skolen kunne han læse uden problemer og skrive lige så godt og hurtigt begyndte han at lære engelsk af sig selv.

Han havde dog ikke mange venner for han havde det bedst sammen med sig selv.
Sociale oplevelser som gymnastik, svømning, ture med børnehaven var svært.
Starten af hans skolegang er forløbet uden problemer.
Han kunne sidde i flere timer og læse, eller spille pc spil med sig selv.
Han havde altid en dag i ugen hvor han ikke kom i skole af den ene eller anden grund.
Stadig havde han kun få venner.

Da han var 12 år gammel havde han ingen interesse i at gå i skole. Han sad og kiggede ud af vinduerne og ville ikke følge med. Han kunne stadig sine ting men gad ikke. Lærerne begyndte at komme med bemærkninger om hans liv og fritid og at der måtte være problemer derhjemme. Han skulle til psykolog. Min søn var knust. Hvorfor kunne de ikke bare acceptere ham som han var?
Set fra min side så er det starten på den mest rædselsfulde periode af vores liv. 4 års mareridt begyndte der.
Psykologen konkluderede at der var en lærer som han ikke havde det godt med fordi han pressede mit barn til noget han ikke kunne lide. Han pressede ham til alt det sociale.

De næste 2 år gik med besøg hos forskellige psykiater som mit barn forsøgte at snakke med men når han fortalte dem noget så angreb de mig og mit barn ville ikke snakke med dem.
Nu fungerede skolen ikke mere. Han blev fysisk dårlig af at komme i skole, han nåede aldrig sin bus, han brød sammen over ingen ting.
Så fik vi kontakt med Risskov for en udredning. 10 mdr. ventetid. Vi kom til efter 5 mdr. og nu måtte det da gå frem af. 3 lange og seje samtaler blev det til. Et barn som følte at han havde fundet hjælpen så han snakkede og fortalte alt hvad han kunne…også når han ikke vidste hvad han skulle svarer.

Diagnosen kom.
Atypisk autisme og ADD.
Yes nu ville der komme hjælp. Nu måtte der ske noget.
Kommunen, skolen, psyk, og alle andre holdt møder.
Men nej nu begyndte nedturen for alvor at tage fat.
Nu skulle vores liv kuglegraves og vi måtte finde ud af at lave en § 50 så vi kunne finde den rigtige kasse som mit barn kunne passe ned i. Tja moderen var lidt besværlig for hun havde sin egen mening om tingene men det måtte de jo bare afvise. Nej kommunen havde det perfekte tilbud til ADHD på medicin, at han havde autisme måtte jeg selv ligesom tage hånd om.
Alt hvad mit barn tænkte og talte om var at tage sit eget liv, var stoppet med at spise og havde sat sig grundigt ind i hvad ”cutting” var og hvordan det kunne gøres.

Her kommer Ørting ind og hjælper da jeg henvender mig for at høre om der eventuelt kunne være mulighed for at mit barn kunne få den rette hjælp der.

Omkring dette tidspunkt fortalte jeg kommunen at hvis der skete mit barn noget så havde jeg ikke noget at leve for længere og at jeg ikke kunne svarer for mine egne handlinger. Så desperat var jeg.
Ja nu var kommunen da helt sikker på at problemet var mig. Så jeg fik tilbudt Familierådgivning så jeg kunne blive en bedre mor for mit barn.
Jeg begyndte til familierådgivning og efter de første 1,5 time hvor jeg havde siddet og fortalt om hele denne groteske situation så kom det lige så tørt fra familierådgiveren…. Hvordan tør du overhovedet komme her og fortælle alt det der og så stadig have håb… jeg svarede lige så tørt.. jeg håber en dag at der er en der høre efter.
Familierådgiveren sagde at det her handlede vist ikke om at jeg skulle blive en bedre mor men om at kommunen skulle høre efter hvad jeg sagde.
Senere blev Risskov kontaktet af kommunen og her fik kommunen at vide at det var deres ansvar at situationen havde udviklet sig til det vi stod i.
Samtidig måtte vi på Risskov fordi mit barn var så truet på sit eget liv at der skulle ske noget.
8 mdr. efter udredningen forelå, fik mit barn det tilbud som kunne hjælpe ham videre i livet.
Desværre kommer det til at tage meget længere tid at indhente det her i livet som han har mistet de sidste 4 år. Systemet arbejder virkelig ikke fornuftigt og rationelt.

I dag bare 4 mdr. efter mit barn er kommet på Ørting ser livet meget bedre ud men der er lang vej endnu. Viljen fra mit barn og at han bliver hørt og accepteret som han er, er hele drivkraften for ham. Hele skolesystemet på Ørting er drivkraften for ham, roen omkring ham og det at han hele tiden ved hvad han skal så han ikke skal bruge tid på andet end sig selv.

Oprigtigt og fra mit hjerte så takker jeg familierådgiveren og Ørting for det de har gjort for mig og mit barn.

Hvis du gerne vil vide yderligere kan du kontakte mig på

kvinde@os.dk